Det første kys

En flytning til Fyn og ønsket om en familie

Troels og jeg har altid vidst vi gerne ville have et barn og muligvis flere. Troels er lege-barn og alle børn er vilde med ham, så jeg har altid vidst at han ville blive den perfekte far, og som tidligere skrevet er han “far-typen”.

Vi flyttede fra Sønderborg til Odense i 2009, få måneder efter vi var blevet kærester. Jeg skulle læse på Universitet og tanken om at være lang-distance kærester når vi de sidste mange år havde haft hinanden tæt på duede slet ikke, så Troels flyttede med. Aftalen var at når jeg 5 år senere stod med mit kandidatbevis, skulle vi direkte retur til Sønderborg og familien (og de kommende bedsteforældre).

Et cykelstyrt i 2010 sætter en begrænsning på min uddannelse og jeg beslutter (Efter svære overvejelser) at fuldføre min bachelor, men droppe kandidaten. I sommeren 2012 (dagen før vores bryllup) færdiggør jeg min bachelor. Til mit store held får jeg tilbudt at ændre mit studiejob til et fuldtidsjob.

Vi købte vores hus i Maj 2011, hvilket betød vi alligevel ikke ønskede at vende retur til Sønderborg. Med rammerne på plads og fuldtidsarbejde begyndte ønsket om at stifte familie at fylde en del. Men sammen med vores store ønske var bekymringerne om hvorvidt jeg rent fysisk ville kunne holde til at være den mor jeg drømte om med kronisk hovedpine og flere migræne-dage om ugen. Efter længere tids overvejelse besluttede vi i 2013 at skide på hovedpinen og få det barn vi så brændende ønskede – vi lovede hinanden at det hele nok skulle gå.

Det skulle vise sig at vores barn ikke kom sådan helt på bestilling, og først i sommeren 2014 blev jeg gravid – gode ting lader vente på sig 🙂

 

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det første kys