En ulykke kommer sjældent alene

Små skridt i den rigtige retning #jordemødreforlivet

Da jeg idag åbnede min Facebook (hvilket jeg gør alt for mange gange om dagen…), så jeg som en dejlig start, at opråbet fra jordemødrene tager små skridt i den rigtige retning. Dét syntes jeg er dejligt.

Men på den anden side undrer jeg mig. Hvorfor skal tingene altid komme helt ud hvor det er på nippet til katastrofe før der sker noget? Hvorfor er det de sager hvor der råbes højest der fokuseres på? Og hvor lang er vejen mon mod bedre forhold for jordemødre og fødende kvinder?

Som der skrives på facebooksiden Jordemødre for livet: “Medierne har fået øjnene op: Jyllandsposten, TV2, P4-nyheder, BT, dagens.dk, avisen.dk, og desuden er filmen delt af mere af 20 bloggere! MEN KAMPEN ER IKKE SLUT ENDNU!
…Hvis vi vil have bedre forhold på fødeafdelinger, må vi kæmpe, til midlerne er tilbage.

Tænk sig, at skulle kæmpe midler tilbage der allerede har været øremærket til området. Man må formode at de der tager beslutningen har fået de børn de skal have og at de ikke selv står forrest i køen til at blive bedsteforældre. Ellers kan man (forhåbentlig) ikke vælge at trække penge tilbage og lukke øjnene for de forhold.

Jeg er vokset op på en trafikeret vej. Der var ingen lyskryds eller fodgængeroverfelt da jeg var barn. Jeg husker mine forældre har fortalt at der tidligere heller ikke var et helleanlæg. Beboerne langs landevejen havde i en længere periode kæmpet for at få en sat op så man mere sikkert kunne komme over vejen, men det blev afvist. Først da et barn blev kørt ihjel blev der sat et helleanlæg op.

Hvorfor skal det koste liv før der reageres? Og skal det virkelig komme så vidt på fødegangene? Skal det største mirakel ende i tragedie fordi der ikke er hænder nok? Eller skal vi alle foreberede os på at føde i vildnæset som i stenalderen?

Ikke nok med at jeg syntes det er en rigtig kedelig udvikling på de danske fødegange, så syntes jeg også det er rigtig synd for de kommende mødre der (højest sandssynligt) bliver skræmt af dette. Jeg ville selv syntes det var skræmmende at være gravid og ikke ane om jeg var “heldig” eller “uheldig” i forhold til om fødslen går igang en dag hvor der er en jordmoder eller en dag hvor jeg skal dele hende med anden. Vi må sende virtuelle kræfter til alle jordemødrene og håbe de kan holde hovedet over vandet lidt endnu.

Jeg håber ikke dette er en kortvarig storm eller en døgnflue. Jeg håber og ønsker at alle støtter op og bliver ved at holde fokus på emnet indtil der findes en god løsning. Ikke en acceptabel løsning, men en god løsning. Og så håber jeg for alt i verden at hvis jeg en dag ønsker et barn mere, at jeg kan tage på hospitalet med ro i sindet og ikke med frygten for at min mand selv skal tage imod barnet.

#jordemødreforlivet #enbekymretmor

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En ulykke kommer sjældent alene