Når ulykkerne bringer gode ting med sig

Min (for) lille baby

Da jeg blev gravid var jeg over-lykkelig! Jeg havde også en forestilling om hvordan min graviditet ville være og hvordan jeg selv ville være under forløbet. Det hele blev dog ikke helt som jeg havde forestillet mig. Min graviditet blev svær i forhold til kvalme, opkastninger og adskillige kontroller ved lægen da jeg selv er (meget) slank. Tilgengæld var jeg ualmindelig heldig i forhold til at graviditeten sad som den rundeste bold midt på maven og ingen andre steder og en uges tid efter fødslen var jeg stortset tilbage til “normal vægten”.

Jeg husker min Darling på et tidspunkt siger til mig, at hun havde forestillet sig jeg ville blive meget “hysterisk” under min gravidtet. Med det mente hun ingen make-up, leve af salat og i den dur, og det havde jeg måske også lidt selv. Heldigvis for mig og omverden ændrede mine levevaner sig ikke synderligt, og kan heller ikke se hvorfor de skulle, da jeg lever forholdsvis sundt og hverken ryger eller drikker.

Det sværeste i graviditeten var tankerne om hvorvidt ens lille baby har det godt inde i maven og udvikler sig som den skal. Netop  det stoppede Magnus med omkring uge 30. Jeg fornemmede at der var noget galt og tog til min jordemoder og hun mærkede sig frem til det samme. Hun fortalte hun ville sende mig til en ekstra scanning og jeg ville blive indkaldt indenfor en-to uger. Jeg sendte Troels afsted på skiferie og dagen efter blev jeg indkaldt til scanning da de vurderede det kunne være akut.

Med hjertet i halsen tog jeg ud til scanningen alene. Jordemoderen kunne bekræfte at han ikke var særlig stor og siger inden hun sender mig ud af døren “men jeg tror ikke du skal være nervøs for at lægen beslutter han skal ud nu”. Og så stod jeg ude på gangen snot-forvirret og meget nervøs. Selvfølgelig skulle han ikke ud nu! Jeg henvendte mig i informationen, men der var ikke blevet booket en lægetid hvor jeg skulle have planlagt det videre forløb, så jeg måtte komme igen dagen efter.

Dagen efter tog jeg på OUH igen, denne gang allieret med min sygeplejerske veninde til at lytte og “oversætte” hvis jeg gik i sort. Lægen oplyste at Magnus lå på -19,3% i vægten og det var først ved -20% de overvejede at igangsætte fødslen. Han var meget rolig, det var jeg ikke helt, i min verden er 0,3% ikke meget! Jeg blev undersøgt for svangerskabsforgiftning som heldigvis ikke var tilfældet. Jeg fortalte ikke Troels noget før han kom hjem fra skiferie.

Et par uger senere var vi til endnu en kontrol scanning der viste at Magnus nu var blevet større, men stadig en stykke under gennemsnit. Vi sagde nej tak til flere scanninger og unødig nervøsitet da lægen mente han nok skulle komme efter det.

Da Magnus kom til verden var han en lille fyr på 50 cm og 2925 gram, men for os var han helt perfekt! Når jeg sidder og ser tilbage på de allerførste billeder kan jeg godt se han var lille og spinkel, men i øjeblikket jeg fik ham på maven var han lige som han skulle være.newborn

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når ulykkerne bringer gode ting med sig