Har jeg anoreksi eller bulimi?

Mobning… Been there, (never) done that

Mobning. Noget jeg aldrig kommer til at forstå. Noget der virkelig kan knække mennesker hvadenten de er småbørn, teenagere eller voksne. Noget der sker alle steder hver eneste dag og noget vi i fællesskab må tage afstand til.

Denne blog skal på ingen måder være fyldt med negative og sørgelige emner, men der er dog et par emner jeg vil tage op da jeg har oplevet det på tæt hold. Håber i vil læse med og behandle hinanden pænt.

Jeg skrev for et par uger siden indlægget “Mig og min Mor“. Hun har været en stor støtte for mig i perioder af mit liv hvor jeg ikke havde andre fordi jeg blev mobbet. Indtil for få år siden syntes jeg det var enormt flovt at være blevet mobbet fordi jeg følte mig sårbar ved at tale om det. Idag er jeg et sted i mit liv hvor jeg har lagt tiden med mobning på hylden og derfor ikke længere føler mig sårbar når jeg fortæller om det.

Når jeg ser tilbage og stiller mig udenfor min egen krop kan jeg ikke helt forstå hvorfor jeg blev mobbet. Mine forældre boede sammen og var velfungerende både sammen og hver for sig. De arbejdede begge i et stort tøjfirma og jeg havde derfor altid det nye tøj, men det var ikke nok. Og hvad definerer egentligt om du bliver et offer for mobning? Jeg ved det ikke.

I de små klasser kom jeg grædende hjem næsten hver dag fordi jeg var blevet slået, revet i håret eller havde fået ødelagt min nye skoletaske. I de senere år var der en periode hvor jeg kom grædende hjem fordi jeg var blevet mobbet med alt ligefra min vægt til at jeg var en “klam krikke” og så var der perioden hvor ingen mobbede mig. Den eneste grund til jeg ikke blev mobbet var fordi ingen rigtig talte med mig eller ville ses med mig. Ærlig talt ved jeg ikke hvilken af perioderne der var værst.

Jeg har kompenseret på mange måder; brugt min mor som veninde og fortalt mig selv at det var ligemeget om de andre ville ses, jeg skulle jo alligevel se Beverly Hills med min mor. Jeg har brugt en stor del af mine konfirmationspenge på at købe mad og slik til andre for på den måde at gøre mig synlig.

Fælles for alle de måder jeg blevet mobbet eller holdt udenfor fælleskabet er, at jeg aldrig har vist min sårbarhed og min ulykkelighed. Jeg har altid holdt smilet og facaden og først ladet den falde når jeg kom hjem bag lukkede døre.

Når jeg idag ser hvordan mobning breder sig og at der oprettes hadegrupper på de sociale medier mod uskyldige folkeskoleelever, så bliver jeg ærlig talt både ked af det og bekymret. Jeg bliver ked af at “ofrene” udstilles for hele den digitale verden og mobbes af personer de aldrig har mødt – fuldstændig uden nogen særlig grund. Samtidig bliver jeg bekymret for hvilket niveau mobning er havnet på når Magnus engang skal i skole og videre ud i livet, fordi jeg selv kan huske hvor ondt det gjorde og det var i en tid før Facebook.

Men hvad vil jeg egentlig sige med dette indlæg? Jeg vil gerne fortælle dem der har mobbet mig at selvom de ikke så det, så gjorde det ondt. Det har taget tid at komme ovenpå og det har i dén grad fået mig til at tvivle på mit eget værd, men jeg var også heldig, heldig fordi nogen tog min hånd, trak mig op af støvet og fortalte mig at jeg var god nok.
Derudover vil jeg gerne fortælle dem der lige nu bliver mobbet at jeg virkelig føler med dem og at jeg håber de snart kan rejse sig fra støvet – at nogen tager deres hånd og hjælper dem op. Jeg håber at vi alle tænker os om før vi kaster om os med grimme ord hvadenten det er ansigt-ansigt eller i den digitale verden. Stop Mobning!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Har jeg anoreksi eller bulimi?