Syv år minus tre dage

Det første og sidste besøg af sundhedsplejersken

For cirka otte måneder siden kom vores sundhedsplejerske på besøg. Magnus var præcis én uge gammel og jeg var i total panik. Idag kom hun for sidste gang og besøget var helt modsat det første.

Magnus blev født tirsdag den 7. april. Hele min verden ændrede sig ved den sidste presseve. Pludselig var mine behov ikke så vigtige og det var helt okay at være træt hele tiden. Om fredagen ligger der en besked på min telefonsvarer fra en sundhedsplejerske, hun beder mig ringe tilbage og aftale en tid til det første besøg. Jeg gik i stå. Og i panik. Jeg dannede mig lynhurtigt et billede i hovedet udfra hendes stemme.

Om mandagen fik jeg fat i sundhedsplejersken, der ville komme ud om tirsdagen. Jeg havde kun været mor i én uge og var usikker på alt jeg gjorde. I mit hovede havde jeg et billede af en ældre dame med en alt for stram knold, små briller der sad midt på næsen, en stemme der lød meget bestemt og ikke nem at imponere. Jeg brugte mandagen på at gøre mere eller mindre hovedrent og stille tingene op herhjemme så det ville være perfekt set med sundhedsplejerskens øjne. Jeg arrangerede at Enya kunne komme over til naboen så hun ikke forstyrrede. Tirsdag morgen indtraf panikken igen og SÅ stoppede Troels mig og spurgte: “hvad er det du panikker sådan over? Er du bange for hun tager Magnus med?” mit svar var ganske kort: “Ja”. Så begyndte han at grine.

Om formiddagen kom sundhedsplejersken. Den sødeste og rareste kvinde. Der gik ikke mange minutter før jeg begyndte at slappe af. Alle mine fordomme blev manet til jorden og da hun tog afsted glædede jeg mig helt til hun skulle komme igen. Hun endte med at komme en del flere gange end “normalt” da Magnus havde svært ved at tage på og hver eneste gang var det nærmest befriende. Hun har været rolig, lyttende, forstående og givet gode råd uden at være belærende. Helt perfekt.

Idag kom hun så for sidste gang. Det var faktisk lidt mærkeligt at vi nu skal “stå på egne ben”, der kommer ikke længere end sundhedsfaglig person og tjekker at vi gør tingene rigtigt. Hun spurgte mig hvordan det havde været at være blevet forældre, og mit svar var: “hårdt, fantastisk, grænseoverskridende, dejligt, udfordrende, frustrerende og samtidig det aller bedste”. Vi har i sandhed været hele følelsesregistret igennem de sidste otte måneder, men nu har vi fundet vores hylde.

Jeg fortalte om Magnus’ udfordringer med at overgive sig søvnen (som for øvrigt et blevet meget bedre), om hans temperament og hvordan vi med tiden har lært vores søn at kende. Hun syntes det hele lød normalt. Det hele handler om at stole på sig selv som forældre, lytte til sit barn og gøre hvad der er rigtigt for os og Magnus, og ikke hvad andre mener er bedst. Det er en stor lettelse, at stole mere på min rolle som mor og på mine beslutninger – jeg håber det holder ved.

Min sundhedsplejerske har været en fantastisk sparringspartner og var en kæmpe hjælp og støtte da min amning ikke fungerede. Hun har troet mere på mig end jeg selv har og givet mig selvtillid i rollen som mor. Det er derfor på mange måder underligt hun ikke længere kommer på besøg, men samtidig føler jeg mig helt klar til at håndtere fremtidige udfordringer på egen hånd. Når jeg kigger på Magnus kan jeg se han trives og når han kysser mig om morgenen og smiler til mig når han vågner, er jeg sikker på jeg gør det godt.

Hvordan har jeres erfaring været med jeres sundhedsplejerske? Og det at blive forældre for første gang? Kommenter meget gerne i kommentarfelten 🙂

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Syv år minus tre dage