En nytårsaften der ikke blev som forventet

Min favorit sushi

sushi-inside-outDet er knap tre år siden jeg lærte at spise sushi, og nu elsker jeg det. Før jeg blev gravid kunne jeg snildt hente sushi en tre-fire gange i måneden. Med alt det sushi jeg har indtaget, har jeg efterhånden fået styr på mine favoritter og hvordan jeg selv kan lave dem. Det er trods alt en dyr fornøjelse at få sushi udefra.

Her kommer en (nem) trin-for-trin guide til risene og fyldet jeg kommer i mine fire favoritter. Jeg kan bedst lide inside-out og opskrift og dosering er lavet udfra disse.

Risene
Jeg har ladet mig fortælle at sushi-ris er en jungle. Jeg er ikke god til jungler, så jeg har gjort det mig enkelt for mig selv: jeg køber altid risene hos det lokale Asien Maked i Odense og koger risene efter anvisning.

Ris til 1-2 personer og 4 inside-out ruller
3,5 dl ris
3,8 dl vand (380 ml) – der skal 10% mere vand end ris

Marinade
3 spsk riseddieke
1/2 tsk salt
2 spsk sukker

Skyl risene grundigt under den kolde hane. Jeg smider dem i en sigte og roder rundt med hånden. Når vandet er klart, dryppes risene af os smides i en gryde (brug ikke en for stor gryde). Hæld vandet ved.

Bring risene i kog ved mellemhøj varme (det må ikke koge over). Når risene er i kog skrues der ned på mellemsvag varme. Det skal være et tætsluttet låg og ellers dæk låget til med en ren karklud eller et viskestykke. Du må ikke løfte låget under kogning! Jeg koger risene i 18 minutter.

Når risene er kogt hælder du dem over i en stor skål, gerne med en bred bund. Hæld marinaden over og rør forsigtigt rundt med en paletkniv. Sørg for risene er bredt godt ud i skålen og stil dem til afkøling. Jeg stiller dem aldrig i køleskabet da jeg syntes de bliver hårde.

California (1 rulle)
3 Surimi-stænger (imiteret krabbekød)
1 spsk Hellman’s mayo
1/2 spsk creme fraiche (9%)
Agurk
Avocado

Hak surimi-stængerne fint og bland med mayo og creme fraiche.
Skær agurken i cirka 10 cm længde. Del på midten og fjern “kødet” på midten. Skær dem i både/strimler.
Avocado skæres i skiver.

Spicy Shrimp (1 rulle)
7 tigerejer
2 tsk Hellman’s chilimayo
Agurk
Avocado

Rejerne pilles og renses. Dup dem med køkkenrulle og steg dem ved høj varme på en pande. Når de kølet ned skæres de i små stykker og blandes med chilimayo.
Skær agurken i cirka 10 cm længde. Del på midten og fjern “kødet” på midten. Skær dem i både/strimler.
Avocado skæres i skiver.

Mango Tuna
Frisk tun (fra fiskehandleren)
Hellman’s mayo
Mango
Agurk

Tun skal have været frosset i minimum et døgn. Skæres i passende “tykke” strimler.
Mango skæres i skiver
Skær agurken i cirka 10 cm længde. Del på midten og fjern “kødet” på midten. Skær dem i både/strimler.
Chilimayo bruges når du samler rullen

Wasabi Salmon
Frisk Laks (fra fiskehandleren)
2 spsk Hellman’s mayo
1 spsk creme fraiche (9%)
1/2 tsk wasabi (der kan både bruges pasta og pulver)
Agurk
Avocado

Laksen skal have været frosset i minimum et døgn. Skæres i passende “tykke” strimler.
Lav en dressing: bland mayo, creme fraiche og wasabi. Denne bruges når du samler rullen.
Skær agurken i cirka 10 cm længde. Del på midten og fjern “kødet” på midten. Skær dem i både/strimler.
Skær avocado i skiver.

Tang og sesam
Jeg tager altid tangen og deler på midten (med en saks), så passer det perfekt til 2 inside-out ruller.

Jeg drysser alle mine ruller med sesam. Jeg blander hvide og sorte sesam (kan let gøres i en skål og drysses med en teske).

Bambus-måtten
For at lave de bedste ruller, skal du bruge en bambus-måtte. Disse fåes efterhånden mange steder, men hos et Asien Marked er du sikker.
Bambus-måttes pakkes ind i husholdningfilm.

Klar til at rulle

– Læg dit stykke tang (med den ru side opad) på bambus-måtten

– Gør dine hænder fugtige/våde

– Tag en passende portion ris, mas det lidt sammen og fordel det på tangen

– Drys sesam over

– Vend det rundt, så risene vender nedad

– Fyldet ligges lidt før midten

– Dryp en lille smule vand på tangkanten der vender væk mod dig (der hvor rullen lukkes til sidst)

– Rul sammen og pas på du ikke masser rullen flad

– Tag en skarp kniv og gør den våd

– Del rullen i otte lige store stykker. Gør kniven våd undervejs hvis den “hænger fast”

Velbekommen 🙂

   

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En nytårsaften der ikke blev som forventet