Gulerodsmuffins med hvid chokolademousse

Jeg er virkelig dårlig til at dømme andre (på førstehåndsindtryk)

Alle mennesker har gode og dårlige sider. Ofte til en jobsamtale bliver du bedt om at navne tre stærke og tre svage sider ved dig selv – jeg har altid sværest ved at finde de stærke fordi jeg (på nogle punkter) er rigtig dårlig til at rose mig selv og tro på mine kvaliteter. Noget jeg er rigtig dårlig til er, at dømme andre udfra mit førstehåndsindtryk. Modsat er jeg god til at indrømme det (overfor mig selv).

Igår var familien Hansen-Christensen, vanen tro, i Føtex. Den første lørdag i måneden drøner vi afsted for at fylde alle depoterne op med økologi – til minus 25%. Det er altså noget der kan mærkes på pengepungen! Vi har en holdning til økologi og dyrevelværd og er store foretaler for gode råvarer, men vi har ikke et pengetræ i haven. Ergo gør 25% rabat en kæmpe forskel i vores madbudget.

Nu til det, indlægget egentlig skal handle om. Da vi ankommer styrer vi direkte mod bageren: en bolle i hånden gør handleturen meget bedre. Mod os kommer en mand gående. Han ser usoigneret ud, har en blodsprængt næse og går med en sækkevogn fyldt med kasser, der er dækket af et tæppe. Mit førstehåndsindtryk: en mand der gerne må gå videre uden at stoppe op og gå direkte mod flaskeautomaten og aflevere de ølkasser han gemmer under tæppet. Pisse hårdt og mega dømmende af mig! And who am I to judge?! Jeg aner intet om manden, men det var min første tanke.

Han passere os og smiler. Går hen mod flaskeautomaterne, men drejer istedet ind i et lille tilstødende rum hvor han læsser nogle støre bøtter maling af. Bagpå hans beskidte tøj står “Flügger”. Han er en maler på vej til at levere noget maling – ikke for at aflevere en masse tomme ølflasker. Efterfølgende stiller han sig i kø bag os i bageren og snakker lidt til Magnus. Han fortæller at han selv er bedstefar til tre små hvoraf de to af dem bor i Norge og han sjældent ser dem. På trods af, at han ikke har afleveret tomme ølkasser, har jeg stadig en lille fordømmelse i mig fordi han ser usoigneret ud. Vi betaler og går mod butikken, lige efter råber manden efter os. Vi stopper op og vender os om. Han kommer hen til os, bukker sig ned til Magnus og giver ham en 5-krone til sparegrisen.

En mand jeg fra første øjekast har tænkt ikke-pæne ting om, dømt uden noget som helst at have det i, står på hug foran min søn og giver ham en mønt til sparegrisen. En gestus jeg ikke har været vidne til siden jeg selv var helt lille. En gestus der gav mig en rigtig dårlig smag i munden (over mig selv) og en gestus der var så lille og alligevel så sød.

Jeg vil virkelig forsøge at pakke min fordømmende side væk næste gang vi ser en person, der ved første øjekast ser lidt usoigneret ud. For i virkeligheden var denne mand langt venligere mod os og Magnus end jeg selv havde været hvis han havde spurgt mig om en mønt til et rundstykke. Jeg vil huske ham næste gang en person (uagtet personlig hygiejne) spørg om en lille hjælp. Det kræver naturligvis jeg husker at have et par mønter i pungen, for mobile pay er bare ikke særlig fedt i en situation som denne…

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Gulerodsmuffins med hvid chokolademousse