Mit (u)perfekte liv #6

Er det forkert at ønske sig en ny barsel?

happy-familyJeg har i denne uge ferie. “Tvungen” ferie fordi vores private dagplejemor er ude, at rejse. Det har fået mig til at tænke lidt over tingene, og jeg tror faktisk godt jeg kunne tænke mig en ny barsel. Altså ikke med en ny baby, men med Magnus. Er det forkert? At man gerne vil bytte den man havde med en ny.

Min barsel var langt fra som jeg havde forestillet mig. Jeg lavede nærmest en højborg herhjemme og blev i den. Forlod kun hjemmet hvis det var strengt nødvendigt og var mere anspændt end afslappet når vi var ude. Magnus mener søvn er overvurderet og jeg slappede derfor sjældent af og havde meget sparsom “Rikke-tid”. Jeg elskede at være på barsel og jeg syntes samtidig det var pisse hårdt og enormt frihedsberøvende.

Jeg læste et indlæg hos en af mine favorit bloggere, Cecilie fra TreGodeGrunde.dk, hvor hun fortalte at hendes mand har forladt lejligheden med deres mindste søn mere på én uge end hun har gjort på en hel barsel – noget jeg virkelig kunne nikke genkendende til. Da Troels tog de sidste 3 ugers barsel, kom de vidt omkring og jeg blev faktisk en smule ærgerlig over, at det ikke var mig.

I denne uge har Magnus og jeg været ude af huset hver eneste dag. Vi har besøgt en veninde, været til møde i banken, besøgt Troels’ arbejde og vi er kun ved onsdag. Han er simpelthen så sjov og underholdende at være sammen med nu og han er langt nemmere at have med rundt.

Ugen indtil nu har fået mig til at tænke, at jeg virkelig ville elske en barsel version 2. En fortsættelse på den første hvor jeg kan tage revanche på alt det jeg følte mig “snydt” for i version 1. Den går næppe og jeg vil derfor nyde, at det kun er onsdag og vi derfor har hele 4 dages ferie tilbage som vi ovenikøbet er så heldige at dele med Troels.

Vejret er dejligt, mine tanker er tossede og heldigvis elsker min mand alligevel. Rigtig go’ Kristi Himmelfartsferie til alle jer der er så heldige, at have det.

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mit (u)perfekte liv #6