Narkose, dræn og chokoladebolle

Intet “wonder child”, men min stolthed bobler

baby-paintingSelvom Magnus endnu er en lille størrelse, er jeg rimelig sikker på, at han er helt almindelig begavet. Jeg fornemmer ikke et “wonder child” og jeg forventer bestemt heller ikke et. Men indimellem gør han mig så pavestolt, at min stolthed bobler i kroppen og jeg syntes han er helt særlig!

Da Magnus var spæd, ja faktisk de første 9-10 måneder af hans liv, sammenlignede jeg ham 100% med hans fætter. Der er kun 3 uger imellem dem og da jeg var helt grøn på baby-fronten sammenlignede jeg hvert eneste udviklingstrin mellem de to drenge. Jeg blev nervøs hvis ikke Magnus “fulgte med” sin fætter og tog ikke familien forklaringer om forskelligheder for gode varer.

Det fortsatte indtil Magnus i en alder af 10 måneder begyndte, at kravle. Længe efter hans fætter var begyndt. Først der, begyndte jeg at slappe af og stoppe den konstante sammenligning. Da Magnus 14 dage senere rejste sig op og begyndte at gå forsvandt den sidste lille bid af sammenligning. For nu. Den kommer garanteret igen når de begynder, at have et sprog – for kan Magnus så følge med sin fætter? Og kan jeg slappe af, hvis han ikke kan? Det må tiden vise.

Jeg husker tydeligt andres kommentarer på Magnus’ første skridt; “Det var da tidligt”. Jeg blev så stolt! På nøjagtig samme måde som når jeg fik kommentarer om hvor flot en baby han var som spæd. Det er et eller andet sted så ligegyldigt, men det frembragte en helt ny form for stolthed hos mig. En stolthed som Mor. En stolthed over mit barn. Den fedeste stolthed jeg har oplevet til dato.

Siden han startede i dagpleje, er de stolte øjeblikke blevet flere. De har alle handlet om hvor hurtigt han udvikler sig og hvor hurtigt han bliver “stor”. For nogen er det en negativ ting, da de ønsker deres børn er små længe, for mig er det omvendt. Jeg syntes det er fedt, at Magnus udvikler sig, at han bliver større og at han bliver mere selvstændig og bedre til at gøre sig forstået. Det gør hverdagen lettere og (i mine øjne) Magnus langt sjovere.

Magnus er ikke et “wonder child” og det har vi det ganske glimerende med herhjemme. Han har derimod brugt de sidste 6 måneder sammen med 4 børn der er 1 år ældre end ham og det har skubbet ham. Skubbet ham fremad fordi han vil følge med. De “store” er i flertal og deres udvikling sænkes ikke af ham, tværtimod styrkes Magnus’ udvikling så han bliver ligeværdig med dem. Det har på intet tidspunkt været negativt, at han er yngre end de andre fordi de er en harmonisk gruppe børn der viser hensyn.

Idag da vi hentede Magnus, fik vi vores allerførste tegning. Han har længe kigget meget interesseret når de “store” har malet med vandfarver og idag fik han lov at prøve kræfter med papir og maling. Han ville dog ikke “nøjes” med fingermaling og insisterde på en pensel. Jeg syntes (som Mor), at det er det fineste maleri og det skal helt sikkert i en ramme! Kun fordi det er det allerførste min søn har malet helt alene og fordi det vil minde mig om den fantastiske udvikling han gennemgår lige nu.

Og hvem ved måske han viser sig at være modsat sine forældre og blive helt kunstnerisk? Så er det jo meget godt, at have det allerførste kunstværk han kreerede 😉

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Narkose, dræn og chokoladebolle