7 dage med æblekage

Om at være bange for slutninger

hole-skovImens jeg skriver nærværende indlæg, har jeg endnu tårer trillende ned af kinderne. Jeg har lige set en film, som har rørt noget i mig, som jeg egentlig er ret bange for; slutninger. Når livet slutter. Eller endnu værre, når livet slutter brat eller for tidligt.

Filmen var ikke et stort mesterværk, men den ramte mig lige i min frygt. Frygten for, at mine nærmeste eller jeg selv pludselig skal herfra, alt for tidligt. Frygten for uhelbredelige sygdomme. Noget jeg (7-9-13) ikke selv har haft helt inde på livet, men jeg har mærket uretfærdigheden hos nogle jeg holder ufattelig meget af. Jeg har mærket deres sorg og jeg har været bange for deres følelser.

Bange fordi jeg ikke vidste hvad jeg skulle sige. Bange for, at såre dem eller være upassende. Tiet fremfor at tale og lyttet mere end jeg har spurgt. Ikke fordi jeg var uinteresseret, men fordi jeg følte mig akavet. Jeg følte mig akavet. Imens de gennemgik sorgen trådte jeg et skridt tilbage fordi jeg var bange for, at dumme mig, sige noget forkert, gøre ondt værre. Min egen akavethed kan godt gøre mig flov. Flov fordi jeg (ubevidst) tænkte for meget over tingene istedet for bare at være der og hjælpe dem med, at mindes de fantastiske stunder. Det lyder så enkelt, men det var så svært. Fordi jeg ikke vidste hvad de gennemgik, fordi jeg ikke kendte deres smerte.

Tanken om selv, at opleve slutninger helt tæt inde på livet, skræmmer mig. Tanken om, at skulle herfra inden jeg er mæt af dage, tør jeg slet ikke tænke til enden. Jeg mener, livet har så meget, at byde på endnu. Men den tanke der skræmmer mig allermest er, at opleve livet slutte for mine nærmeste før tid er. Dén tanke tør jeg slet ikke starte på.

Livet er en smuk gave. Jeg er meget taknemmelig for det liv jeg lever og de mennesker jeg er omgivet af. Nogle gange tager jeg mig selv i, mentalt at træde et skridt tilbage og tage et billede. Et mentalt billede af hvor heldig jeg er og så gemmer jeg dem til triste dage. Som lige nu, hvor tårerne på mine kinder overtages af et smil. En varme indeni over alle de dejlige minder jeg allerede har og alle dem jeg har tilgode.

Helt barnagtigt, lægger jeg låg på min frygt for slutninger og beslutter, at låget er så tungt og solidt, at det aldrig skal se dagens lys. Og så vil jeg kysse lidt ekstra på min dejlige mand og min skønne søn når de kommer hjem.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

7 dage med æblekage