Vaccination og flashback til en hård tid

Søndag, snevejr og søvnunderskud

julepyntDet er søndag aften. Troels putter Magnus og Malthe ligger og pludre ved min side. Da jeg vågnede imorges var mine øjne tunge og min krop træt. Vi havde gæster igår og det var virkelig hyggeligt, men det blev også sent. Det var drengene ligeglade med.

Troels og Magnus listede nedenunder på sofaen. Ikke længe efter måtte jeg erkende, at Malthe ikke faldt i søvn igen og jeg svingede min trætte krop ud af sengen. Havde ikke de store tanker for dagen, men så trådte jeg ned af trappen. Magnus sad med julelys i øjnene og læste i den bog Nissen havde lagt til ham. Han er  taknemmelig og kræver så lidt – det er fantastisk! Jeg kiggede ud af vinduet og så den fineste sne dale ned fra himlen og pludselig blev søndagen lidt bedre.

Søvnunderskudet og den mørke tid, gør mig ualmindelig doven. Jeg har aldrig været fan af vinter, den gør noget ved mit sind som jeg ikke bryder mig om. Dagene med nyfalden sne, klar frost og vintersol højt på himlen er dejlige, men de andre kan være svære. Det er noget jeg har arvet, men jeg er bevist om det. Ikke desto mindre er barsel, kronisk træthed og vinter ikke umiddelbart den bedste kombination.

Heldigvis er Malthe mild og weekenderne dejlige. Både fordi vi er sammen som familie og fordi jeg får noget mere for hånden når vi er to voksne i husstanden. Men idag var det ægte søndag. Et par timer i langsomt tempo udendørs inden sneen igen trak sig tilbage, en middagslur på sofaen med Malthe i armhulen og æbleskiver hos naboen i eftermiddags. Dage som disse er dejlige, især når forventningerne til dagen var lig nul da jeg trillede ud af sengen.

Det der søvnunderskud må jeg arbejde på. Det gør mig til en lidt grimmere version af mig selv. Ikke udseendemæssigt (bilder jeg mig selv ind når jeg ser i spejlet), men jeg mugger mere. Føler mig i underskud på flere måder og kan ikke tåle, at høre andre snorke. For hvad med mig?! Og i virkeligheden sover Malthe virkelig godt, han spiser bare hver anden time. Og jeg føler det som en smule totur, at blive vækket hver anden time. Hver dag. Altid. Hele døgnet.

Det er en fase. Det er det hele og jeg lider heller ikke mere end jeg holder fast i amningen. For det fungerer jo. Jeg vil bare gerne tilbage til måltider hver 3.-4. time. Måske det kommer igen og hvis ikke flytter han vel hjemmefra en dag 😉

Nu vil jeg se om jeg kan få puttet Malthe så jeg kan smide mig på sofan og kun forholde mig til mig selv og mit ego. Det er hvad jeg trænger til aften. Og en Cola, det kan jeg altid bruge. Vasketøjet og rodet er der nok også imorgen.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vaccination og flashback til en hård tid