Havregrynskugler - Klassisk og orange

Juletid, ventetid og kærlighed

juletid

Det er den 25. december. “Dagen derpå”. Magnus leger med alt sit nye legetøj i en stor pærevælling og jeg ligger på sofaen. Jeg er umanerlig træt idag. Og glad. Mest glad. Igår var den første juleaften i vores eget hjem og det var ganske særligt for os.

Vi har virkelig hygget i dagene op til jul. Hygget med forberedelser og den særlige stemningen og ekstra kys, der indtræffer i vores hjem omkring juletid. For mig, er julen årets højdepunkt hvad familie- og kvalitetstid angår. Jeg tænker over året der næsten er slut, over hvad det nye år mon bringer og mindes de dejlige oplevelser vi i år har haft.

Da vi tidligere på året besluttede, at i år skulle være den første jul i eget hjem, anede vi ikke hvem der ville komme. Vi håbede bare noget af familien ville tage turen fra Sønderborg til Fyn og det gjorde de. Vi var 7 voksne og vores 2 skønne drenge. Det var tæt på perfekt som jeg havde forestillet mig. Men min Far havde desværre lagt sig syg og han manglede.

Bortset fra et enkelt mandefald, var aftenen ligeså dejlig som jeg havde håbet. Julemanden kom forbi og gjorde Magnus mundlam. Tænk, at julemanden kom hjem til ham. Dét var stort! Der blev lavet andesteg, kalkun, hvide kartofler, brunkartofler og rødkål. Svigermor havde medbragt sin lækre hvidkål og det lykkedes, at lave halvanden sovs. En lækker kalkunsovs og en noget trist andesovs – you can’t win them all 😉

Der blev danset om juletræ og sunget “Jens Hansen har en bondegård” fordi det er jo børnenes fest og Magnus måtte vælge. Vi pakkede gaver op i massevis. Fuldstændig mætte og begavede satte vi os igen til bords for, at indtage risalamande med både kirsebærsovs og karamelsovs. Og for første gang siden jeg var barn, løb jeg med mandelgaven!

Jeg har fået en respekt for vores forældre som i så mange år har stået med julemiddagen. Hvilket arbejde, hvilket pres og hvor er det (alt for) hurtigt overstået. Men når det så er sagt, var det fuldstændig fantastisk, at åbne hjemmet og i julens ånd træde ind i “de voksnes rækker” med vores fuldente firkløver. Jeg er glad og lettet og jeg glæder mig allerede til næste år.

Håber i alle har haft en fantastisk jul med jeres kære. Og at i, ligesom jeg, bliver mindet om hvor dejligt livet (som oftest) er.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Havregrynskugler - Klassisk og orange