Livet er for kort til...

Om at blive Mor. Igen

ørebarn

Jeg blev Mor for første gang den 7. april 2015. Den dag vil for altid være skelsættende i mit liv. Det var den dag jeg for første gang oplevede den øjeblikke kærlighed, der (for de fleste) opstår når man møder sin baby for første gang. Det var også den dag jeg lærte, at alle mine behov pludselig blev sekundære. Jeg kan vente, det kan en baby ikke.

Lykken tilsmildede os igen den 3. september 2017. En smuk søndag formiddag kom mit andet barn til verden, midt i spisestuen. I fuldstændig ro og helt planlagt. Her lærte jeg så, at ens behov pludselig ryger et trin længere ned på stien og at jeg nu er nummer 3 i rækken til, at få dækket behov. Havde du spurgt mig for 3 år siden om jeg ville kunne tilsidesætte egne behov dagligt og i mange måneder i træk, ville jeg have sagt nej. Nu gør jeg det uden, at skænke det en tanke. Det er sådan jeg er Mor.

Nu har vi så et helt nyt liv herhjemme. Nu er vi fire. Tre drenge og så mig. Det er vidunderligt og pisse hårdt! Dengang Magnus kom til verden for snart 3 år siden, var han det allervigtigste. Han var faktisk det eneste i min verden. Min mand blev glemt fordi det var så overvældende, at blive Mor og fordi det var så svært, at mine egne behov ikke blev dækket. Hvordan skulle jeg så dække hans og vores i fælleskab?

Nu er Magnus ikke længere det allervigtigste, han deler pladsen med sin lillebror. Malthe. Lille milde og glade Malthe. En baby så modsat sin storebror og alligevel nøjagtig ligeså vidunderlig. Magnus havde kolik, men jeg elskede ham alligevel så højt, at mit hjerte næsten sprængtes. Det gør jeg også med Malthe. Mit hjerte er ikke blevet delt i to, det er blevet dobbelt så stort. Kvindekroppen er fantastisk på den måde. Først vokser den en perfekt baby og dernæst vokser hjertet så det kan rumme det hele. Alle de fantastiske følelser og alle de hårde. For moderskabet rummer i dén grad begge dele.

Alle mine bekymringer om, at få endnu en baby imens den største er i trodsalderen, er blevet gjort til skamme. Magnus elsker sin lillebror. Han kysser ham, krammer ham, trøster ham og synger for ham. Det er vidunderligt! Men han er stadig i trodsalderen og dé reaktioner rammer så os som forældre. Der bliver testet, citronen presses og grænser overskrides. Det er helt normalt, men det kan være svært, at bevare den indre ro når kroppen skriger på søvn, dine behov aldrig dækkes 100% og du har en baby hængende i babsen. Det er svært, men det er samtidig fantastisk at se de to drenge sammen. Deres bånd er allerede synligt for omverden.

Og hvad så med tosomheden? Oh well, den kommer vel igen. Nok er mit hjerte vokset så det kan rumme al den kærlighed jeg har til min mand og mine børn, men overskuddet vokser (desværre) ikke tilsvarende og så handler det om, at fordele det hensigtsmæssigt. Og lige nu betyder det, at begge mine børn får alt den nærhed de har brug for og falder i søvn fyldt op på kærlighed og så falder jeg om. Men vi taler meget sammen herhjemme og vi ved begge to det er en fase. At tiden til min mand og jeg kommer igen. Jeg ville gerne være perfekt hele vejen rundt, men det kan jeg ikke. Til gengæld siger jeg ofte højt hvor taknemmelig jeg er og dét tror jeg er vigtigt. At påskønne hinanden og det fælles liv vi har opbygget.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Livet er for kort til...