Mit (u)perfekte liv #11

Tanket op

Klokken er tæt på 21 og jeg er næsten lige kommet hjem. Huset ligner noget der er løgn og hvis der har været en vindueskigger, vil han nok have gættet på, at et indbrud har fundet sted. Et af dem hvor huset bliver endevendt, for det er tæt på tingenes tilstand lige nu.

Jeg har lukket øjnene for det hele siden jeg i tirsdags ramte bunden. Bare været her uden, at være noget særligt. Været Mor for mine børn og ikke meget andet. Krammet og kysset ekstra på Magnus og ladet rod være rod. Det har været det eneste rigtige i denne uge. Og det gode (eller mindre gode) ved rod er, at det ikke render nogen steder.

Fredag kørte jeg Troels og Magnus til Sønderborg og kyssede dem farvel. De er taget på skiferie med alle drengene i familien. Magnus glædede sig helt vildt og jeg holdte tårerne tilbage da jeg kyssede ham og fortalte jeg elskede ham. Han forstod det ikke rigtig. At vi først ser hinanden igen lørdag morgen (det kunne jeg høre da vi tidligere idag talte i telefon og han bare ville hjem til sin Mor).

Han vinkede i autostolen og råbte “Hej, hej Mor. Elsker dig!” og så lukkede jeg døren og skyndte mig hen i min egen bil med en klump i halsen. Malthe og jeg satte kursen mod min far. Der trillede et par tårer ned ad mine kinder ved tanken om, at jeg skal undvære Magnus i otte dage (… og Troels, men mest Magnus).

Min weekend har været alt det jeg har haft brug for. En aften med min far, fastfood, slik, X-faktor og hygge foran brændeovnen. En lørdag hos min Mor med mere forkælelse og mere søvn. Og en søndag i selskab med min dejlige barndomsveninde, min Darling. Jeg er tanket op på kram, på snakke, på mod og på godt humør.

Turen hjem var lang, men vi er landet og Malthe sover. Jeg har fundet rester af slik i skabet og indfundet mig foran fjernsynet. Jeg har en uge med flere dejlige aftaler foran mig og har planer om, at få styr på mig selv indimellem det hele. Få styr på hjemmet og de ting jeg har forsømt og udskudt. Gøre gode ting for mig selv og lytte til min krop. Tanke mig selv endnu mere op på kram, snakke og godt humør.

Jeg har, med hjælp, rejst mig igen og jeg kan mærke det hele nok skal gå. Det gør det altid og det skal det. Alt i alt er jeg et virkelig dejligt sted i mit liv, men det betyder ikke, at jeg ikke bliver overvældet af det hele. Jeg føler det hele så meget, at det gør virkelig ondt når jeg fejler – også selvom det kun er i mine egne øjne.

Tak for alle jeres søde og støttende ord, det betyder alverden! <3

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mit (u)perfekte liv #11