Salat med grønt, radiser og feta

“Mor… Er du sur på mig?”

Idag har været en dag med de bedste intentioner, men med ringe udførelse. Allerede da jeg vågnede besluttede jeg mig for, at ignorere den overvældende træthed der følger med en baby der vågner med 45 minutters mellemrum. Hele fucking natten.

Det startede godt ud med, at ignorere trætheden og lige idag sov Malthe en rigtig god (læs: lang) middagslur og jeg fik fulgt op på nogle af de hængepartier jeg havde fået skrabet sammen efter et par dage som sofa-kartoffel. Med en ekstra Cola i årene og et par timers ro til fordybelse holdte jeg min falske energi oppe.

Med de bedste intentioner for en hyggelig eftermidag hentede vi Magnus, Malthe og jeg. Vi nåede ikke engang halvvejs hjem før hyggen skred i svinget. Et par glemte gummistøvler og en 3-årig der ville ud og lege i vandpytter fik temperamentet godt over kogepunktet hos os begge to. Med en hysteriske skrigende dreng hele vejen hjem forsvandt mit fake-overskud hurtigt. Meget hurtigt.

Og derfra gik det kun ned ad bakke. To børn der hver især krævede deres Mor 100%, en umulig opgave når jeg holder skansen alene. En baby der græd hver gang jeg satte ham ned og en 3-årig der gjorde det samme uanset hvad jeg gjorde.

Eller. Vi havde lige to vidunderlige minutter da jeg serverede en skål med snacks til Magnus. Smilet på hans læber varede kun kort og forvandlede sig til tåre da Malthe fik fat i en rosin fra skålen. Jesus fucking Christ! Én rosin?!

Efter et mislykkedes bad af begge børn samtidig. Eller jeg fik dem badet samtidig, det var bare ikke så hyggeligt som forventet. Magnus ville gerne i bad med Malthe (perfekt, to fluer med ét smæk), i cirka 30 sekunder. Så pladskede Malthe i vandet så det ramte Magnus og så var freden forbi.

Next; aftensmad. Jeg skulle varme nogle ris og sovs. Det var det! SÅ simpelt. Bortset fra at sovsen ikke var gul og så væltede Magnus’ verden endnu engang. Og så væltede Malthes verden fordi han kunne se maden, men ikke havde den i sin mund. Og så forsvandt al fornuft fra min krop og jeg råbte “SÅ ER DET NOK!”.

Og så blev der stille. Malthe fik mad og der kom ro på ham. Magnus spiste ris uden sovs og midt i stilheden spørg Magnus; “Mor… Er du sur på mig?”. Av! Og det var jeg jo. Eller jeg var frustreret og jeg havde fået nok. Uanset hvad jeg gjorde skreg de på skift og det kunne jeg ikke kapere til sidst. Følelsen af, at gøre sit bedste og kun få skidt tilbage gør ondt uanset sammenhængen.

Jeg fik forklaret Magnus hvorfor jeg var sur; fordi det ikke er sjovt når intet man gør er godt nok. Jeg er ikke sikker på han forstod det, men han svarede “Undskyld, Mor. Malthe siger også undskyld”. Og så sagde jeg undskyld. Fordi selvom det er menneskeligt, er det ikke okay når jeg råber. Slet ikke overfor mine børn.

Nu sover de begge og det sidste Magnus sagde inden jeg gik ud af værelset var “Jeg elsker dig Mor. Og jeg elsker Malthe”. Det siger han hver aften og hver aften smelter mit hjerte en lille smule. Ligeså voldsomt en temperament han har, ligeså kærlig er han. Præcis som Troels og jeg.

Og inden i tror jeg sulter min søn med tørre ris, blev de skiftet ud med havregryn efter hans ønske 😉

   

6 kommentarer

  • Jeg sidder her med tårer i øjnene, efter en laang eftermiddag med en lille Møffe som blev hentet i vuggestuen pga feber (og fik øjenbetændelse i tirsdags), og jeg har haft så lidt overskud den sidste tid, og så lidt tålmodighed med en 9-10 måneders dreng der bare vil alting og i hvert fald ikke vil ligge stille på et puslebord, og jeg forstår hvordan du har det, kram herfra!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sender en kæmpe krammer retur! Nogle dage er bare hårde – håber hurtigt den lille er ovenpå og du kan trække vejret helt nede i maven <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine Bonefeld

    Åh gud Rikke, hvor er jeg GLAD for lige netop IDAG at læse dit indlæg, selvom det er det værste i verden og være SÅ fyldt op til sidst.

    Men det hjalp lige på min egen dårlige samvittighed over min egen frustrationer idag. Har nemlig haft 3 stk børn som var PRÆCIS på samme måde. Så da Kenneth kom hjem 17.15 var jeg den som tog med ud og så Oliver træne fodbold, det gav luft i hovedet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Er rigtig glad for min følelse af utilstrækkelighed trods alt kan give lidt trøst og følelsen af ikke at være alene hos dig. Håber det hjalp med luft til hovedet <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lene Sund (Vogt)

    Du gør det så godt Rikke. Vi gør det alle så godt som vi formår ud fra omstændighederne med preteens og små søskende, der også kræver opmærksomhed. Du er pi*** sej og fortjener al respekt for at dele ud. Du er ikke alene med de tanker, følelser, frustrationer og den uovervindelige kærlighed. God aften og hils Troels. Kh Lene fra Sønderborg (nu Esbjerg) 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hvor er du bare sød, tusinde tak! <3 Jeg hilser ham når han kommer hjem senere. Kh Rikke

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Salat med grønt, radiser og feta