Jeg undres og forarges

Vi er cirka halvvejs igennem vores ferie. Vores første charterferie med børn. Jeg har mange tanker omkring denne type ferie, men det vil jeg skrive et særskilt indlæg om når vi er hjemme igen. Lige nu er det noget andet, som fylder.
Jeg undres og forarges dagligt hernede. Måske er det mig der er helt forkert på den, men ikke desto mindre oplever jeg (hvad jeg opfatter som) en ligegyldighed og egoisme, som ikke klæder nogen. Grådighed, madspild og sukker ad libitum ligger så langt fra den måde vi opdrager vores børn på, men det er som om det (for nogle) er definitionen på ”all-inclusive”.
For mig er ”ferie” ikke ensbetydende med, at man lader stå til eller lukker øjnene. Måske er reglerne lidt færre og grænsen lidt længere, men almindelig opdragelse holder aldrig ferie. Så når små børn leger ude og bader i poolen tæt på midnat, hvilket er fire timer efter lukketid, forarges jeg. Både over tidspunktet og forældrenes ligegyldighed overfor hotellets regler.
Jeg undres over voksne menneskers mangel på pli, når de mere eller mindre tømmer det store fad med kirsebær, uden tanke på, de andre gæster som også kunne have lyst til et par af de søde bær. Samtidig forstår jeg pludselig hvorfor børnene ikke kender til grænser. Børn der fylder 20+ nuggets på en tallerken, men kun spiser ganske få.
Jeg tænker, at grænser og regler er tæt på ikke-eksisterende hos de helt små børn der kører mere is ned end jeg gør. Eller dem, som drikker cola til morgenmad. Eller den dreng som fyldte et stor tallerken med jell-o (uden vodka 😉 ), men blev stående i buffeten og indtog desserten ved, at grave hovedet ned i tallerkenen.
Muligvis er min sukkerpolitik strammere end de flestes og muligvis er min opdragelse ligeså og måske er det årsagen til min daglige undren og forargelse hernede. Vi ønsker vel alle valuta for pengene i de fleste henseender, men bare fordi det hedder ”all-inclusive”, kan man godt medbringe lidt pli og tanke på andre end sig selv.
Og så behøver man vel ikke lukke øjnene for børnenes ”unoder” blot fordi det er ferie? Jeg syntes selv børneopdragelse kan være vildt hårdt, især med en 3-årig. Men jeg er overbevist om, at det giver pote på den lange bane.
Oh well, solen skinner og vores største beslutninger går på hvilken pool vi skal ligge os ved, så alt i alt er her dejligt.
Det er simpelthen helt ufattelig hvordan nogen menneske opføre sig.. Jeg er glad for at vi aldrig selv har valgt all inclusive.. Jeg er bare ikke til det der buffet helvede..
Håber alligevel jeres ferie er dejlig..
Knus Jeanette