Udkørt.

Tanker fra feber-land

Tusinde tak for de dejlige, støttende og opmuntrende kommentarer jeg fik til mit seneste indlæg. Det betyder utrolig meget og især én af dem har sat sig fast. Maja skrev blandt andet; “Det hjalp en del at acceptere at det hele var lidt noget lort i en periode”.

Lige netop dét har jeg tænkt en del over. For jeg har ikke accepteret, at jeg ikke kan kontrollere det hele. Jeg har istedet forsøgt, at tænke i andre baner og finde alternative veje til at nå det hele på ingen tid. Det er ikke lykkedes og så har jeg følt et nederlag. At jeg har fejlet og skuffet. I virkeligheden kun mig selv, kan jeg godt se i bakspejlet, men jeg er også min egen værste fjende.

Så nu vil jeg virkelig arbejde på accepten. Øve mig på, at acceptere tingenes tilstand, at det er møghårdt lige nu og det hele bliver bedre rundt om hjørnet. At det ikke nytter, at kæmpe imod og forsøge at hjælpe mig selv istedet for, at modarbejde med lange lister jeg aldrig kan nå.

I disse dage er jeg dog lidt en zombi-version af mig selv. Det positive ved det er, at jeg ikke orker at bebrejde mig selv for alt det jeg ikke når 😉 Vi er på Rømø i sommerhus. Et sommerhus jeg har elsket siden første gang jeg så det og som får pulsen ned i det øjeblik vi svinger ind af indkørslen.

Ferien i år er dog præget af sygdom og Malthe har haft høj feber siden lørdag morgen. Han har aldrig været så syg som han er nu og det vildt hårdt for os alle. Nætterne er lange og tårerne endnu flere. Det er  synd for den lille mand og der er intet vi kan stille op. Der er få øjeblikke med smil og dem skynder vi os, at udnytte for vi aner ikke hvornår feberen igen stiger i vejret og tårerne kommer frem. Og så knipser jeg et par billeder så vi husker, at der også var lidt fis og ballade indimellem <3

Jeg har de sidste fire døgn håbet på en pludselig bedring så vi kan nyde det sidste af ferien, men det ser ikke ud til den kommer. Ikke lige nu. Så måske vi bare pakker sammen og kører hjem igen. Det er skide ærgerligt, men vi får ikke slappet rigtigt af her og jeg vil så nødig ødelægge den ro sommerhuset giver. Så hellere komme hjem hvor det hele er nemmere med en syg baby og tage tilbage en anden gang.

Ja, det gør vi. Stopper imens legen er god. Så nu lukker jeg ned og pakker sammen imens Malthe får en lur og så triller vi mod vores røde hus.

   

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Udkørt.