Fredagssavn

Dage hvor jeg hader arbejdslivet

Flashback til fredag:
Jeg hader arbejdslivet idag. At jeg skal møde ind mandag-fredag, i nogenlunde samme tidsrum. Jeg føler mig kvalt i rammerne og ked af min manglende frihed. Frihed til at følge mit hjerte og min mavefornemmelse. Idag har jeg mest af alt haft lyst til at skide på det hele.

Troels hoppede en taxa klokken 06.20. Ham og et par kammerater skal tilbringe weekenden i Manchester med øl og fodbold. Jeg har (mildest talt) sovet elendigt de sidste mange nætter. Malthe har mellemørebetændelse og tænder på vej – det er en forfærdelig kombi. Jeg er træt. Malthe er træt og Magnus er trist. Han forstår godt, at Far ikke er hjemme de næste dage.

Jeg opgiver at få vasket hår. Malthe græder udenfor bruseren og Magnus kalder inde fra stuen. Jeg stresser rundt og vi kommer ud af døren. Jeg ved godt Magnus har bedst af faste rutiner, men jeg har logistikken og den korteste rute til mit arbejde i hovedet da vi kører hen til børnehaven for at aflevere ham først. Da han opdager hvor vi er, vælter hans verden.

Han skal ikke afleveres først. Det skal Malthe. Og Magnus skal ligge hans kanin i kassen og sige han elsker ham og at han kommer senere. Det gør han hver morgen med Troels. Det tænker jeg ikke over før hans verden vælter. Mine tanker går først på at det er et rigtig dårlig tidspunkt fordi jeg allerede er sent på den. Så jeg bliver irriteret. Irriteret over at en 3-årig ikke skal sætte dagsordnen. Jeg tager Magnus og Malthe og marcherer ind i garderoben imens jeg mærker mit søvnunderskud påvirke min krop mere og mere.

Først da jeg tager jakken af Magnus og sætter mig på huk, ser jeg på ham. Ser hvordan det ikke handler om hysteri, men at han er virkelig ked af det. I ti minutter forsøger jeg, at få ro på ham indtil jeg sidst hiver en grædende dreng ud af mine arme og giver ham til en pædagog. Alt i min krop skriger og tårerne presser sig på. Da Malthe er afleveret, ringer jeg til børnehaven. Det er ikke blevet bedre. Lige dér har jeg mest af alt lyst til at skide på mit job og køre hen og hente Magnus. Men det gør jeg ikke. Jeg fortsætter med tårerne trillende ned af kinderne og en knude i maven. Fordi det skal jeg jo. Jeg har ikke “mit barn er ked af det så jeg kommer ikke”-dage i min kontrakt. Desværre

Heldigvis ringer en af pædagogerne nogle minutter senere og fortæller at han er OK igen. OK. Ikke i hopla, men OK. Jeg føler mig som en elendig Mor og en fesen medarbejder. Jeg er der ikke fysisk for min søn og jeg er der ikke mentalt i mit arbejde. Jeg er i limbo af træthed og dårlig samvittighed. En vaskeægte lortedag hvor jeg oprigtigt er i tvivl om hvorvidt jeg har truffet den rigtige beslutning. Jeg siger altid, at min familie kommer før alt andet, men idag valgte jeg mit job over min søn. Forpligtelserne vandt over min søns følelser og det syntes jeg ikke er okay.

Voksenlivet er ikke altid fedt. Heldigvis er det weekend lige om lidt.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fredagssavn