Jeg var så optimistisk efter juleferiens ammenedtrapning og det gik egentlig også godt de første 14 dage i 2019, men så blev Malthe syg og så har jeg været syg og nu er vi på vej i en forkert retning. Da Malthe blev ramt af influenza lod jeg ham amme det han lyst til og behov for og da jeg så ugen efter lagde mig med lungebetændelse forsvandt min rygrad for en stund og amningen steg igen.
Hvis jeg fortsat nød amningen ligeså meget som jeg har gjort tidligere ville det heller ikke være et problem, men det gør jeg ikke. Jeg bliver irriteret når han bliver gal om natten fordi brysterne er tomme og jeg bliver sur når han hiver sig væk fra brystet i sengen og tænderne ridser mine brystvorter. Jeg sover ikke længere imens han ammer fordi det gør ondt. Det er ikke længere hyggeligt som det var engang. I hvert fald ikke for mig.
En lille del af mig føler at det er egoistisk hvis jeg stopper amningen nu, men det er efterhånden en stor del af mig der også syntes det er helt okay. På den ene side har jeg enormt svært ved at give slip, dels fordi der stadig er gode hyggestunder med amningen og dels fordi han er mit sidste barn. Omvendt ønsker jeg ikke at slutte et ellers rigtig dejligt ammeforløb med en konstant irritation over at det ikke længere er som det var.
Malthe bliver 17 måneder lige om lidt og når jeg ser på tallet syntes jeg, helt objektivt, det er okay at sige fra. Jeg har bare hele tiden håber han selv ville gøre det. At det ville blive hans valg og ikke mit, men jeg er efterhånden ret sikker på at det bliver mig der tager beslutningen og at det bliver i meget nær fremtid. Også selvom der er en risiko for at min hovedpine vender tilbage og jeg fortryder når mælken er væk og båndet er skåret over, men det er en risiko jeg bliver nødt til at løbe.
Tænk sig at jeg var nervøs for om jeg overhovedet ville kunne amme bare de første seks måneder og nu står jeg her ved en skillevej 17 måneder senere og er i tvivl om hvorvidt jeg selv skal sige fra. Man kan virkelig ikke forberede sig på forældreskab og hvilken retning tingene udvikler sig, men man kan altid lytte til sin mavefornemmelse og den er som oftest korrekt.
Havde jeg stået ved siden af mig selv ville jeg uden tvivl have sagt det var det bedste at stoppe med amningen nu. Inden vi begge går til i frustrationer over udbud og efterspørgsel. Det er bare som om det alligevel ikke er helt let at tage den endelig beslutning når jeg står midt i det. I forgårs var jeg helt sikker på jeg ville bruge vinterferien på et endegyldigt ammestop og så igår ammede jeg ham i søvn for første gang i månedsvis og det var så vidunderligt, at jeg pludselig blev i tvivl.
En ting er sikkert; jeg har et behov for som minimum at komme tilbage til udgangspunktet ved årsskiftet. Hvorvidt jeg så tager det skriftet videre til et fuldt ammestop ved jeg endnu ikke. Jeg bliver nødt til at være helt sikker og det er jeg ikke endnu.
