Idag er 14 dage siden Malthe kom til verden ved en planlagt hjemmefødsel. Han er fuldstændig vidunderlig og med fare for, at jinxe det, er han virkelig nem. Vi har naturligvis også et lidt skævt sammenligningsgrundlag med et kolikbarn og et mislykket ammeforløb. Magnus sov aldrig og spiste hele tiden. Malthe sover hele tiden og spiser kun det nødvendige. Talk about two different worlds!
Han kan naturligvis nå, at vågne op til dåd endnu, men vi nyder alle de gode dage vi får givet. Og for 14 dage siden, den 3. september 2017, var i sandhed en god dag. En vidunderlig dag. En drømme dag! Her kommer min fødselsberetning om den perfekte hjemmefødsel:
Fredag den 1. september
Jeg havde i flere dage forsøgt, at sætte skub i fødslen med havearbejde og rengøring, men lige dén dag måtte han gerne blive inde. Jeg skulle ind og høre et foredrag med Rufus Gifford og jeg havde glædet mig! Især fordi Troels havde været sammen med ham hele ugen og fortalt hvor godt foredraget var – og fordi jeg rigtig gerne ville hilse på manden, der udstråler så meget glæde og varme. Jeg kom afsted, jeg hilste på ham og fik et obligatorisk familie-selfie 😉
Under anden akt af foredraget starter nogle uregelmæssige, men bidende veer. Jeg beslutter mig for ikke, at forlade salen. Jeg skulle ikke skabe opmærksomhed omkring mig selv og bed det i mig. Jeg skrev til Troels, at det måske var i aften. Da jeg kom hjem snakkede vi med naboerne (som skulle passe Magnus) og begyndte, at stille an til hjemmefødslen. Klokken var knap 22. Klokken 23.30 faldt jeg i søvn og vågnede først lørdag morgen. Uden veer. Snydt.
Lørdag den 2. september
Jeg havde et par enkelte veer i løbet af dagen, ikke nogen regelmæssigt og ikke nogle der bed synderligt. Vi hyggede og lagde en plan for vores deltagelse i barnedåb dagen efter. Om søndagen. På min terminsdag. Den værste dag som gravid, når man endnu ikke har født, men det var OK med en barnedåb og tid med skønne venner til at tage fokus.
Søndag den 3. september
Terminsdagen. 40+0. Den dag jeg var allermest sur under min graviditet med Magnus, fordi der intet skete. Jeg vågnede lidt over 8 i en tom seng. Troels og Magnus var listet nedenunder så jeg kunne sove lidt længere. Jeg vågnede af en ve. Den bed. Jeg gik nedenunder til mine drenge. Endnu en ve. Den bed også.
Jeg tændte en pande og knækkede et par æg. Jeg havde lyst til scramble eggs. Jeg havde ikke lyst til barnedåb. Veerne kom som perler på en snor og de bed. Troels bad mig tage tid og jeg fortalte, at jeg først skulle have min morgenmad inden jeg skulle glo på en ve-timer. Når veerne kom rejste jeg mig på og svajede fra side til side, noget Magnus undrede sig en del over. Han stillede sig ved siden af mig og spurgte “Mooooar. Går som pingvin?”. Det er ret svært at koncentere sig om vejrtrækning, skjule smerten og grine samtidig. Efter nogle veer syntes Magnus det var nok og proklamerede “Mor! Stop med, at lege pingvin!” – jeg bad Troels få naboerne til at hente ham.
Klokken var nu cirka 9 og Troels sagde, at nu måtte jeg gerne tage tid på de veer. Jeg tænkte det var alt for tidligt, men skulle da nok berolige ham. Der var 3 minutter imellem – det tydede på jordemødrene fik ret i, at det ville gå stærkt. Jeg ringede til jordemoderen, Michelle, og fortalte hvad der var sket indtil nu. Hun ville gerne komme ud og jeg sagde, at hun bare skulle tage det roligt, veerne var trods alt kun lige startet.
Magnus blev hentet af naboen og vi begyndte at “stille an”. Vi pakkede hjemmefødselskittet ud, ryddede lidt op, pustede luftmadrassen op (som jeg forestillede mig, at føde på), Troels bagte boller. Veerne tog til og bed mere, men jeg var fuldstændig rolig. Det hele føltes så rigtigt. Jeg kender min krop og jeg elsker mit hjem.
Klokken 9.30 ringede Troels for, at høre om jeg skulle tage det lavement vi havde fået i hjemmefødsels-kittet. Michelle sagde vi bare skulle vente, hun ville komme om en halv time.
Klokken 10 kom Michelle. Vi havde ikke mødt hende før, men det var ligegyldigt. Jeg går alligevel ind i mig selv og har ikke brug for meget. Jeg sad på en yogabold ved spisebordet i pauserne og stod op og svajede når veerne kom. Indimellem kiggede jeg ud af vinduet og så på fårene. Jeg var stadig fuldstændig rolig og tryg.
Den næste times tid gik med, at slappe af i hænderne (noget jeg havde sindsyg stor gavn af under min første fødsel), arbejde med veerne, tisse og få akupunktur. Michelle foreslog, at fødslen foregik stående da jeg arbejde godt med min krop i den stilling. Det havde jeg ikke overvejet, men det lød egentlig dejligt, at jeg bare kunne blive stående. Hun lagde en dyne på gulvet, lagde en stor plastiksæk ovenpå og forede den med engangstæpper. Da jeg kunne mærke vandet begyndte, at sive tjekkede Michelle farven og den var klar (sådan!). Kort tid efter tog hun mine bukser og underbukser af da veerne nu var tæt på pressefasen.
Klokken 11 gik vandet, Michelle råbte på Troels som var ude i køkkenet og hente varmt vand og klude. “Troels hvis du skal tage imod, så er det nu!”. Klokken 11.02 pressede jeg første gang. Min krop vidste lige nøjagtig hvad den skulle og jeg havde lykkelig glemt “the ring of fire”. For satan! Tiden imellem hovedet kigger frem og næste presseve er strid! Troels havde sine hænder på Malthe hele vejen igennem imens Michelle støttede med varme klude. Klokken 11.09 kom Malthe sussende ud i Troels’ arme.
Det var for vildt! Alle følelser strømmede ind over mig! Jeg grinte, jeg smilte, jeg græd, jeg var stolt af mig selv, jeg var stolt af Troels. Jeg var nu Mor til to. Jeg var satans lykkelig!
Jeg sagde til Michelle jeg gerne ville føde moderkagen samme sted, så det gjorde jeg. Michelle vaskede min ben og så listede jeg over på luftmadrassen med min lillebitte søn. 2880 gram og 48 cm. Fuldstændig perfekt. Der lå jeg så de næste 4 timer imens Michelle ryddede op, undersøgte mig, syede mig og sikrede sig vi alle havde det godt. Vi spiste friskbagte boller og stemningen var vidunderlig.
Jeg har aldrig prøvet noget lignende og det var den fedeste oplevelse! Selvom Troels har været skeptisk, nød han også hele oplevelsen. Han var i dén grad med hele vejen og tænk, at han blev Malthes “jordemoder” – det er fandeme sejt! Det var den perfekte hjemmefødsel og den var meget mere end vi turde drømme om!
Jeg kan kun anbefale en hjemmefødsel til alle dem, som jordemødrene vurderer egnede. Og til dem som er trygge ved tanken, naturligvis. Og det var beretningen om hvordan Malthe kom til verden, 40+0, midt i spisestuen. Shit jeg er heldig, Mor til to vidunderlige drenge! <3
