Min fødselsberetning (Magnus – 7. april 2015)

Jeg oplevede den tarveligste aprilsnart nogensinde, da jeg sidste år ikke fik den baby jeg var blevet “lovet” på terminsdatoen. Jeg brugte herefter hver eneste dag på at mærke efter hver eneste boble i min krop og vente utålmodigt. Baby havde ikke travlt og baby blev inde.

Det her er min fødselsberetning og fortælling om den dag mit liv blev beriget så meget at det ikke kan forklares og den dag jeg ikke længere satte mig selv i første række.

Da vi nåede til den 7. april, var jeg ganske præcist 40+6 og kunne derfor ringe ud på sygehuset og blive undersøgt og få en videre forløbsplan. Det eneste jeg havde i hovedet var: giv mig en baby idag, jeg vil kramme ham! Da jeg ringede derud var de lagt ned af sygdom og de havde ikke tid til at tilse mig – det var den eneste besked jeg ikke kunne rumme – jeg blev en blanding af frustreret og ked af det. De tilbød at kører et CTG, men havde ikke tid til grundig undersøgelse.

Jeg gjorde som jeg ofte gør når bliver overvældet at trælse følelser – jeg lagde mig til at sove. En times tid senere ringede en læge. Jeg havde lovet hende at deltage i PhD projekt hvor hun skulle måle længden på min livmoderhals. Modsat mig var hun glad for jeg ikke havde født, så hun kunne bruge mig i sit projekt. Vi aftalte jeg skulle mødes med hende når jeg havde fået kørt min CTG.

Omkring middagstid mødtes Troels og jeg med lægen. Hun målte min livmoderhals, lavede en hindeløsning (av for satan!). Her startede den første seriøse nedbrydning af grænser mellem Troels og jeg! Jeg lå med benene i vejret og en læge stod med (hvad der føltes som) hele klør fem oppe i mig og rodede rundt alt imens hun snakkede med Troels – hans ansigtsudtryk var som den emoji med kæmpe øjne og røde kinder. Så lavede hun en vægtscanning: 3200 gram. Til sidst målte hun mængden af fostervæske og besluttede at jeg skulle sendes på fødeafdelingen og sættes igang.

PANIK! Mit største ønske for dagen var at blive sat igang, men nu sad vi her i et lille rum, men mine ben i vejret, Troels lettere forfjamsket over min hindeløsning og vi havde hverken taske eller autostol med. Og Enya! Enya sad derhjemme. Og vi havde ingen autostol. Og jeg havde ingen taske. Og pludselig blev det hele så virkeligt og jeg var slet ikke forberedt! PANIK! Troels blev sendt hjem efter taske og autostol og fik ringet til Onkel og Tante T og spurgt om de ville hente Enya – og så blev de vilde i den anden ende, nu var det nu!

Så gik tanken på mad. Jeg skulle have noget at spise, noget at gøre mig klar til min eneste form for maraton jeg nogensinde kommer til at gennemføre. Vi fik en af de kedelige sandwich nede fra kiosken og for første gang lagde jeg slet ikke mærke til hvor kedelig den var. Jeg skulle føde. snart. Vi havde kun lige spist vores sandwich da vi blev sendt ned på fødegangen, hvor de nu var klar med både stue og jordemoder.

Jordemoderen 1 (jeg ikke kan huske hvad hedder) tog imod os ved elevatoren. Hun spurgte om mit vand var gået hvortil jeg svarede nej. Så spurgte hun hvor jeg så gik så mærkeligt? Til de måtte jeg svare at jeg havde ondt og de føltes som om jeg havde et hoved mellem mine ben og så grinede hun (ikke hånligt, mere som om jeg var lidt skør).

Vi kom ind på stuen, jeg fik udleveret det flotteste sæt hospitalstøj – har aldrig forstået hvorfor det skal være så fesent. Omkring klokken 15.30 kommer jordmoderen ind med en halv liter (!) clyx, også kendt som lavement eller som hos os: skidevand! Og cirka 3 minutter senere forsvandt endnu en grænse mellem Troels og jeg da toiletdøren på stuen kun skærmer for udsyn og ikke for lyd.

Klokken 16.30 kom hun ind igen med et stort metalbækken som jeg skulle ligge ovenpå, det var koldt, hårdt og ubehageligt. Så prikkede hun hul og “en større skylle klart fostervand” kom ud. Jordemoderen var ikke helt enig i vurderingen om at der var for lidt fostervand.

Klokken 16.40 begyndte de første veer. Jeg var lettet over at de kom af sig selv. og så arbejdede de som de skulle i et fint tempo. Jeg husker at jeg siger til Troels “hvis det forsætter på denne måde kan jeg saaagtens klare det, ingen problemer. Og jeg ved denne sætning bider mig i røven senere”. Jeg havde ret!

Klokken 19 overtog Camilla tjansen. Ved første øjekast tænkte jeg at hun så meget ung ud, men jeg fandt meget hurtigt ud af at hun var helt perfekt! Hendes person passede perfekt til mig og hun var skide sød og gjorde mig tryg.

Klokken 20.30 er jeg 5-6 cm åben og Camilla forventer et fødselstidspunkt omkring kl 02.30 og det slår mig lidt ud. Jeg syntes veerne var begyndt at tage til og syntes pludselig der var lang tid til klokken 02.30. Nu havde jeg ventet i mere end 9 måneder, men de sidste 5 timer virkede meget langt væk. Camilla beroligede mig med at jeg klarede det flot og det hjalp.

Da klokken nærmede sig 21.30 gjorde veerne efterhånden så ondt at jeg ikke længere havde gavn af varmepuder. Jeg blev tilbud akupunktur og takkede ja. Jeg var (på trods af min smerte) opsat på at klare forløbet uden medicinsk smertelindring. Akupunkturen hjalp en del og jeg fik gejsten igen.

Under hele forløbet sagde Troels og Camilla at det var utroligt hvordan jeg formåede at være fuldstændig slap i mine hænder alt imens resten af min krop var i fuld gang med at rumme veerne. Jeg ved godt selv hvorfor; jeg har læst at hvis du spænder i dine hænder spænder du automatisk op i resten af kroppen, hvorimod du slapper bedre af hvis dine hænder er afslappet. Jeg var derfor ekstremt fokuseret på at slappe af i hænderne så jeg ikke blokerede for veernes arbejde.

Klokken 22.30 var jeg virkelig presset. Det gjorde ondt uanset om jeg stod op, sad på en gymnastikbold eller lå i sengen. Camilla tilbød at undersøge mig, men var alligevel betænkelig. Hun gjorde mig opmærksom på at jeg muligvis ikke havde åbnet mig mere de sidste to timer og at denne besked ville kunne få mig til at have sværere ved at rumme veerne. Jeg ville dog alligevel gerne undersøges.

Jeg var nu 9 cm åben og Camilla roste mig for mit arbejde, de sidste 2 timer var gået stærkt. Jeg blev helt vildt glad og lettet over at jeg med “god grund” havde syntes veerne gjorde så satans ondt. Og her oplevede jeg min første brandert i 2 år, og jeg var ikke fan! 2 sug lattergas og så var jeg dinglende fuld, heldigvis aftog branderten hurtigt og uden tømmermænd.

Klokken cirka 22.50 råber jeg “JEG SKAL SKIDE”! En sætning jeg havde hørt om, men var sikker på ikke ville komme fra min mund. Camilla lovede mig at det ikke var afføring som pressede sig på – Troels lovede det samme efter at have været vidne til mit tidligere toiletbesøg. Jeg kom over på fødelejet. Mine ben var som gele og jeg besluttede at ligge ned.

Klokken 23.15 kigger jeg ned under en presseve og bliver forskrækket over alt det hår jeg pludselig har mellem benene. Det går lynhurtigt op for mig at det er toppen af hovedet jeg kan se. Det skræmte mig ikke, men gav et vildt energi boost – lige om snart var jeg mor! 10 minutter senere kommer en læge ind på stuen og jeg fornemmer de snakker om at klippe mig. Jeg fik dog én presseve mere til at se om jeg kan selv. I den næste presseve gav jeg den fuld gas – den læge skulle ikke rejse sig! Jeg føder hovedet og resten af kroppen følger med.

Klokken 23.30 kommer det smukkeste lille-bitte væsen op på min mave. Han har den største sorte manke og er helt perfekt. Han skriger. Han bliver undersøgt og alt er fint. Han vejer 2925 gram og måler 50 cm. Han er bogstaveligt min kærlighed ved første blik. Jeg elsker ham allerede. Jeg er Mor. Troels er Far. Vores liv blev pludselig beriget mere end ord kan beskrive.

Klokken er nu 23.30. Det er præcis ét år siden jeg blev mor. Jeg har et meget detaljeret billede af mit forløb takket være min journal og fantastiske jordemoder. Min baby blev idag en lille dreng. Jeg håber at opleve det igen en dag.

I anledningen af hans 1 års fødselsdag har jeg skrevet ham et brev, det kan læses her.